Chokolade er nok den ultimative snack for mig. Problemet for mig er at der er sukker i, og hvis man kan købe en sukkerfri version søder de normalt bare med malitol som også giver en stigning i blodsukkeret, så er man jo lige vidt. Her er min opskrift på hjemmelavet sukkerfri chokolade.
Det er rigtigt at jo mørkere chokoladen er jo mindre sukker er der i, og jeg elsker også mørk chokolade, men jeg tænkte det må da være muligt at lave sin egen helt sukkerfrie udgave som smager godt.
Mange forsøgt på hjemmelavet chokolade opskrift
Mit første forsøg var omkring halvandet år siden hvor jeg brugte palmin som fedtstof. Det virkede også sådan nogenlunde, men for det første lugtede det af kiksekage og det var bestemt ikke fingervarme stabilt. Jeg har set på de billige chokolader at de bruger “hærdet kokosolie”, men det er sikkert et eller andet industriprodukt, så jeg tænkte at jeg ville gå old-school og prøve at bruge kakaosmør, som jo egentlig er det “rigtige” fedtstof i den dyre chokolade.
Det tog mig omkring 5-6 forsøg at få det hele til at spille. Kakaosmør er ikke ret glad for at blive varmet for højt op, og det gik ikke lige op for mig de første par gang, men kommer det over 40 grader bliver det simpelthen ødelagt og kan ikke størkne igen. Det tager en masse øvelse at kunne temperere chokolade, og da man ikke starter med tempereret chokolade kan man ikke bruge noget af den tempererede chokolade som såkaldt “seed”, men man skal gøre det fra bunden.
Heldigvis kan du altid prøve igen ved at varme chokoladen tilbage op til 50 grader, og starte forfra.
Så her følger min opskrift på hjemmelavet low carb chokolade; helt uden sukker. Efter det er færdigt kan det sagtens smeltes igen og bruges som overtrækschokolade (du skal dog huske at temperere det igen selvfølgelig).
Del gerne på sociale medier
Dette er min opskrift på hjemmelavet sukkerfri chokolade. Jeg håber du vil prøve den. Hvis du laver en denne opskrift og poster den på Instagram på du rigtigt gerne tagge mig med @foodgeek.dk så jeg kan se det. Det vil gøre mig glad.
Hjemmelavet low carb chokolade
Ingredients
- 100 gram kakaosmør
- 100 gram kakaopulver
- 40 gram perfect sød
- 40 gram skummetmælkspulver
Instructions
- Hak kakaosmørret fint
- Smelt kakaosmørret over et vandbad, tilsæt evt. fyldende ting inden du begynder at smelte (som f.eks. fyldende vanille og SØD)
- Når det er helt smeltet tilsætter du kakaopulver og skummetmælkspulver. Rør godt og varm op til maximalt 50 grader
- Nu er det tid til at temperere chokoladen. Da vi ikke har noget allerede færdig chokolade at bruge som “seed”, må vi bare gøre det på den gammeldags måde
- Jeg bruger en stor metalskål hvor jeg smører chokoladen op af siderne og skraber det tilbage ned i massen, så falder temperaturen løbende
- Hold øje med temperaturen. Når den når 28 grader er den tempereret
- Så skal den bare varmes op til arbejdstemperatur på ca. 32 grader, så er den klar til at blive brugt
- Det kan godt betale sig at tjekke tempereringen på dette tidspunkt. Nogen bruger en spiseske. Jeg kan godt lide at bruge chokoladefolie, fordi de er nemt at pille af chokoladen
- Dyp skeen eller folien i chokolade og læg den i køleskabet. Hvis chokoladen er rigtigt tempereret vil den størkne hurtigt og være blank på overfladen. Hvis du holder den i hånden smelter den ikke lige sådan. Utempereret chokolade er præcis modsat: Det tager lang tid om at størkne, det er mat i overfladen og smelter fra varmen af dine fingre
- Jeg lavede helt almindelig chokoladeplader, men du kan lave lige hvad du normalt ville bruge tempereret chokolade til på dette tidspunkt
- Hæld chokolademassen ned i formen
- Skrab derefter det overskydende af med en palentkniv og stiller det på køl til det er helt størknet
- Sådan kan man lave hjemmelavet low carb chokolade, som ikke kan være andet end supersund (fortæller jeg mig selv). Jeg håber det smager dig lige så godt som det gjorde mig. *gnasker*