Flûte er perfekt tilbehør i varm mad eller som en virkelig lækker sandwich. Sprøde flûtes er noget som normalt er noget der er svært at opnå i en normal ovn, men jeg har her en metode som gør det nemmere at opnå det perfekte resultat – hver gang. Prøv min sprøde flûtes opskrift.
Dejen bliver lavet med en fermenteret dej, på fint fransk kaldes det en pâte fermentée. Det virker måske som lang tid at skulle bruge på at lave brød (du kan sagtens bruge denne dej til at lave en franskbrød med), men når du smager det ved du hvor den ekstra tid gik hen, til lækker smag og kærlighed til brødet.
For at holde formen og give de karakteristiske prikker nedenunder flûtet har jeg brugt en speciel flûte bageplade i denne sprøde flûtes opskrift. Det er ikke påkrævet, men hjælper med at få det helt perfekte look.
Det kræver ikke særlig meget arbejde at forberede dejen eller at forme og gøre klar. Det meste af tiden står dejen bare og passer sig selv og udvikler sig. Så det er om at komme i gang.
Den ekstra lange hævetid i køleskabet om natten hjælper med at udvikle en fantastisk smag. Hvis man bare kaster en dej sammen med en stor mængde gær og lader den hæve i 30 minutter og så direkte i ovnen efter at de er formet, har dejen simpelthen ikke tid til at udvikle god smag.
Generelt kan man få meget bedre brød og boller ved at bruge en fordej som f.eks. en poolish, en biga eller en pâte fermentée.
Godt brød tager tid, men det handler bare om god planlægning end at man skal bruge en masse tid på det.
Sprøde flûtes er fantastisk tilbehør det det allermeste mad, men de er helt fantastisk i f.eks. en vietnamesisk bánh mì.
Jeg håber det smager dejligt. Familien har i hvertfald smovset alle mine.
Perfekte sprøde flûtes
Ingredienser
Pâte fermentée
- 280 gram hvedemel
- ½ teske tørgær
- ¾ teske fint salt
- 210 gram vand
Dej
- 280 gram hvedemel
- ½ teske tørgær
- ¾ teske fint salt
- 210 gram vand
Sådan gør du
Lav pâte fermentée
- Kom hvedemel, salt og tørgær i en skål og bland det godt
- Kør dejen med spaden eller ælt den på bordet. Du skal muligvis ikke bruge alt vandet. Dejen skal være må ikke være tør eller for fyldende
- Kør dejen med dejkrogen i 4 minutter, eller ælt i hånden i 6 minutter
- Smør en skål med en smule olie
- Saml dejen til en kugle og kør den rundt i olien til den er helt dækket
- Kom film rundt om skålen og lad dejen hæve i en time ved stuetemperatur eller til den er ca. 1½ gang større
- Tag dejen ud af skålen og ælt den hurtigt igennem
- Placer dejen tilbage i skålen og stil den i køleskabet natten over
- Dejen kan holde sig op til 3 dage i køleskab
Lav dejen
- Tag pâte fermentéen ud af køleskabet og skær den i små stykker og lad den hvile under film i en times tid
- Kom pâte fermentéen, hvedemel, salt og tørgær i en skål og bland det godt
- Varm vandet op i mikroovnen (eller en gryde). Det må ikke være varmere end at du kan stikke en finger i og ikke kunne mærke at vandet er varmt
- Kør dejen med spaden eller ælt den på bordet. Du skal muligvis ikke bruge alt vandet. Dejen skal være fugtig på overfladen uden at hænge for meget i
- Kør dejen med dejkrogen i 6 minutter, eller ælt i hånden i 10 minutter. Temperaturen skal være mellem 25 og 27 grader
- Smør en skål med en smule olie
- Saml dejen til en kugle og kør den rundt i olien til den er helt dækket
- Kom film rundt om skålen og lad dejen hæve i 2 timer ved stuetemperatur eller til den er ca. dobbelt størrelse
Formning af flûtes
- Del dejen i 3 lige store dele
- Form en aflang kugle og brug dine tommelfingre til at lave en rende i dejen
- Fold dejen sammen så der skabes spænding på overfladen (på den del der vender nedad)
- Lav en ny rende og fold igen indad. Gentag til det ikke rigtigt er mulig længere
- Rul dejen ud så lang som din bageplade nu er og placér på bagepladen. Fortsæt med de andre 2 flûtes
- Lad de formede flûtes i en time tildækket
- Pensl med vand og drys med lidt mel
- Skær i toppen af de hævede flûtes
Bagning af flûtes
- Hvis du har en ovn med damp generator er det meget simpelt: varm ovnen op til 230°C og bag med damp i ca. 20 minutter til centertemperaturen er ca. 96°C
- Hvis du ikke har damp i din ovn, så er der en vejledning hvordan du kan opnå den samme effekt. Du skal bruge en forstøver med vand i og kog en elkeddel med vand
- Tænd ovnen på 260° C(eller så højt du nu kan få den op)
- Sæt en tom bradepande ind i bunden
- Når ovnen er varm (og du er klar til at bage), hæld en kop varmt vand ned i bradepanden og luk ovnen
- Efter 30 sekunder åben ovnen og spray væggene i ovnen med vand
- Luk ovnen og gentag 2 gange mere. Efter du har sprayet sidste gang, skru ned på 230° og sæt dine flûtes ind
- Bag i ca. 20 minutter til centertemperaturen på et flûte er 96°C
- Når de er færdige skal du lade dem køle af på en rist i minimum 40 minutter
- Sådan laver du perfekte sprøde flûtes. Jeg håber de smager dig