Nu, hvor efteråret nærmer sig, synes jeg, det er skønt, at man igen kan begynde at lave hyggelige retter med varme rodfrugter. Denne her lille ret er en hel hyldest til nogle af sæsonens dejligste råvarer: rødbeder, rødløg, blommer og solbær. Den fungerer rigtig godt som tilbehør til fx flæskesteg eller and, men kan også fint serveres til en hakkebøf eller en gang medister.
Engang lavede jeg altid denne her ret med solbærsaft fra Den Gamle Fabrik. Men for at holde sukkerniveauet nede har jeg nu valgt at skifte den ud med en sukkerfri solbærsaft. Selvom det nok, helt ærligt, smager bedst med sukkerholdig saft, fungerer det helt fint med den sukkerfri solbærsaft. Måske kunne jeg finde på næste gang lige at smide en skefuld Sukrin Gold ned i blandingen for at trække lidt ekstra sødme frem, men som sagt er det ikke noget akut problem.
Bagte rødbeder kan serveres lune
Hvis du nu har ovnen fuld af flæskesteg og ikke har plads til både steg og rødbederet, så kan du altså fint lave dine bagte rødbeder med rødløg, blommer og solbær i god tid, dække til med sølvpapir og servere retten lun. Du kan også gøre som Sune og lave din flæskesteg på grillen. Det ville jeg gøre, hvis jeg havde en stor nok grill!
Bagte rødbeder med rødløg, blommer og solbær
Til 4 personer
- 5 små rødbeder
- 2 store rødløg, pillede
- 3 blommer (æbler kan også bruges)
- 2 spsk olivenolie
- 1 spsk mørk balsamico, gerne glace
- 1 dl koncentreret solbærsaft, evt. sukkerfri
- Timian/oregano (gerne frisk), salt og peber
Skræl rødbederne, og skær dem i tykke stave eller både. Skær også rødløg og blommer i både. Vend alle ingredienser sammen i et ildfast fad, og bag dem i ca. 45-60 minutter på 180-200 grader, afhængigt af hvor godt din ovn varmer. Prik til rødbederne for at teste, om de er klar. De skal være møre, men må gerne stadig have lidt bid.
Anret retten i et fad, pynt. evt. med friske krydderurter, og servér.